
Flyveteknikker fra svæveflyvning overføres til kommerciel flyvning
Skrevet: December 19th, 2008 Af: Vedvarende Energi | Energi og Transport, Fokus | Comments
Det er svæveflyvepilot Torsten Sand Christensen som har etableret sig som leverandør af tilsyns- og fotoopgaver udført fra luften og med et beskedent forbrug af fossile brændstoffer. Et motorsvævefly er grundliggende et svævefly med lange, smalle vinger og en optimal aerodynamik, men suppleret med motor uden at det ødelægger muligheden for at svæveflyve.
“Motorsvæveflyet har vist sig formidabelt til de her opgaver og det har et brændstofforbrug på omkring det halve af traditionelle motorfly. Når jeg kan udnytte termikken kommer vi endnu længere ned” siger Torsten Sand Christensen. Han ejer og driver firmaet Aiolos Luftfoto, som laver specialopgaver fra luften til bl.a. offentlige myndigheder. Termik er den varme opadgående luftstrøm som dannes ved solens opvarmning af jorden. “Vi udnytter allerede de horisontale vinde med vindmøllerne, men også vertikale vinde kan udnyttes i en niche som den jeg opererer i” siger han.
Den lave miljøpåvirkning opnås ved at veksle mellem motorkraft og “termik-kraft”. Motoren bruges ved lav kraft under selve opgavens udførelse og suppleres under transport af termikken. Ofte kan det betale sig at slukke motoren og flyve længere distancer udelukkende som ren svæveflyvning. Det er luftens VW Lupo”, siger Torsten Sand Christensen
“Tilsyn fra luften er et andet felt hvor der kan spares CO2-udledning. Store områder kan overvåges og derved spares mange forgæves kilometer i bil for tilsynsmyndigheden. En indledende rekognisering fra luften af gylletankes flydelag, 2 meter bræmmer langs vandløb og gravhøje viser, hvor myndigheden ikke kører forgæves på tilsyn”
Flyets aerodynamik er altafgørende for, hvor langt flyet går på literen, og her er svæveflyenes overlegne aerodynamik på vej over i motorflyene. Et flys glidetal viser, hvor langt det flyver for hver meter det falder uden motordrift. Et moderne motorsvævefly har et glidetal på 25-30 mens et traditionelt motorfly har 8-15. Svævefly har op til 60. Samtidig er el-motorsvævefly nu ude over forsøgsstadiet og etableret på markedet for svævefly. Med den tiltagende brug af overflade-solceller er der spændende perspektiver på området.
Vil du vide mere om motorsvævefly, kan du rette henvendelse til Torsten Sand Christensen, der ejer og driver firmaet Aiolos Luftfoto

Billede fra Aiolos.dk
Emneord: luftfoto, miljø, overvågning, svæveflyvning




